Som rejsende lander jeg ofte i uforudsete ting. Og når man ikke er typen der planlægger andet end det allermest nødvendige hjemmefra, og blot ofte følger sin intuition, og går efter gode hints til rejsesteder eller ting der skal opleves far andre rejsende – ja så er det umuligt ikke at komme på vildspor engang imellem.
For det meste går det godt – men selvfølgelig er der tidspunkter hvor jeg ender med at stå med fornemmelsen af at det bare overhovedet er det rette sted jeg endte – at bussen eller toget kører den gale vej, eller at det mad jeg troede overhovedet var det jeg bestilte.
Som med alt muligt andet i livet, er der blot nogle dage med mere modstand end andre, og det at kunne tackle præcis modgang og uforudsigelige oplevelser er en stor del af (rejse)livet.
Sidste uge er et rigtigt godt eksempel på hvordan en hel dag kan ende med at blive en del anderledes end forventet – når man er et kvaj og tjekker en dag for tidligt ud af hotellet for at møde sine venner i lufthavnen.
Og efter 3 timers kørsel finder ud af at det først er dagen efter de ankommer. For herefter at skulle fordrive 24-timer i en spøgelses-by af en tidligere turistfælde, med indisk bryllup hele natten i underetagen på det ekstremt faldefærdige hotel.
Og måske fordi jeg er så dårlig til at rejse planlægge, har jeg fundet en sær evne til at blive virkelig god til at omstille mig hurtigt.
Der er en plan – og den gik ikke, ergo må jeg finde på en anden.
Netop evnen til omstilling når tingen ikke går eller er som forventet er måske en af de sider som jeg er blevet allermest glad for de senere år.
Det med at kunne sige PYT, og give slip på den oprindelige tanke og idé – og tro på at der nok er en mening med at jeg skulle noget andet.
En stor grad af frustration og bekymringer er i at holde fast i en plan som ikke virker. Efter min mening, er en af de væsentligste parametre til succes – såvel i erhverv som privat, at turde give slip og justere.
Hvis det ikke virker så juster indtil det gør.
Jo længere tid du bruger på at holde fast i noget der ikke duer (uanset hvor god du selv synes grunden måtte være) des mere tid spilder du på at sidde fast og ærgre dig.
Der er naturligvis altid en hårfin balance imellem at holde fast og give slip på en idé eller en plan.
Nogle gange er det fint at give ting tid – men ofte så hænger vi fast for længe enten måske pga. stædighed, ego eller fordi vi er for dovne til at ryste posen og komme i gang med en ny plan.
Jo længere du holder fast i en gammel plan som ikke virker – des mere frustreret bliver du ofte
Lidt som folk der brokker sig konstant. Er du utilfreds må du gøre noget ved det, eller acceptere at hvis du intet gør, så kan du ikke fortsætte med at spilde din tid på at brokke dig over det samme. Spild af tid og liv. Brug energien på noget andet.
Så når vi efter en meget lang rejsedag, ender med det der skulle vise sig at være den lidt forkerte del af Sri Lanka ift. ustadigt vejr – så er det blot at give slip på den oprindelige plan og tro på der var noget bedre i vente, og forsøge at finde de 3 positive der var ved at skulle ud på netop denne detour
For sådan er det også at rejse, og at leve, nogle gange skal man på en lille omvej for at kunne finde det sande eventyr, som man sjældent kan planlægge sig til.
3 gode råd til at mindske frustration når tingene ikke går efter planen
- Spørg dig selv hvad kan jeg gøre ved den nye situation? Er svaret intet – så gi slip på at ærgre dig og være vred eller skuffet. Sig pyt, læg det bag dig og kom videre hurtigst muligt
- Spørg dig selv om hvilke nye muligheder der så er? Måske er der også nogle du ikke har set fra starten?
- Juster din plan indtil den virker. Fortsæt med at justere hvis den nye plan heller ikke virker indtil du finder en ny der giver resultat
Mit navn er Linn Radsted, jeg er eventyrer, CEO & Founder af DogCoach & BusinessMentor.
Siden 2010 har jeg været iværksætter, med en stor passion for at skabe virksomheder med maksimal frihed for virksomhedsejere. DogCoach er mit eget testlaboratorie på, hvordan man bygger en international vækstvirksomhed som fortsat drives remote, og samtidig giver mig frihed til at rejse, surfe og nyde livet. Formlen til et liv med mere frihed, brænder jeg for at dele med andre virksomhedsejere