Jeg har været heldig at dele hus med en række forskellige skønne mennesker i den forgange uge her på Sri Lanka. Nogle var roomies for en hel uge – andre kun enkelte dage.

Med en grafiker, to yogalærerer, en marketingspige, en PR-pige og en international lærer var der mange forskelige tilgange til om og hvordan man bedst får udnyttet at smelte rejser og kreativ udvikling af drømme sammen.

Èn af fællesnævnerne for alle var gode bøger (og nej ikke de skønlitterære knaldromaner) ..

På denne rejse, har jeg selv nydt at læse Out of the Maze af Dr. Spencer Johnson flere gange (efterfølgeren til hvem har flyttet min ost?), og har imod min sædvane ellers ikke medbragt bøger af hensyn til bagagevægten. I stedet for tunge bøger, har jeg denne gang nydt at høre podcasts, hvor spændende mennesker deler ud af deres tilgange til livet.

Anthony Robbins (og særligt 3 steps to a breakthrough) er en sikker vinder.

Også Troels Kløvedal har sneget sig ind imellem Fabiola Share, som igennem flere år har interviewet utrolig mange spændende mennesker indenfor både personlig udvikling og iværksætteri m v.

– ”Men jeg tænkte, at jeg ville få et væld af idéer og afklaringer om planer og retning på denne rejse, sagde den yngre, engelske pige som var på denne rejse – fordi hun havde sagt sit PR job og ville noget andet… (og skulle finde ud af hvad det andet skulle være)

Hvilket ledte frem til spørgsmålet, om man virkelig kan forcere kreativitet, og afklaring?
Om det er en proces som blot tager den tid det tager – eller om rejser kan fremme kreative tanker – og hvordan?

Jeg er ikke i tvivl. Når jeg rejser bliver jeg et bedre og mere reflekterende mennesker. Simpelthen fordi jeg fylder på og skaber ro til at fordybe mig.

Tanker – og særligt de gode af dem, kommer bare ikke når vi er stressede og har tusind pligter at skulle nå i hverdagen. De kræver afstand og distance til alt det støj vi omgiver os med (fra vasketøj til mails, telefoner etc. )

Denne meget behagelige formel fungerer stort set altid for mig:

  • Fokuser de første dage på at lande, og få slappet af. Ofte vil det tage kroppen lidt tid at vænne sig til jetlag og et andet klima. Få brugt kroppen og kom ud og træk vejret og få en på opleveren. Slip arbejdet.
  • Brug dagene på at undersøge gode arbejdssteder evt. wifi-forbindelser etc.
  • Nyd nogle gode bøger på stranden, hør gode podcast (som du måske har downloadet og samlet hjemmefra) og få mødt og talt med andre spændende mennesker.

Herfra kommer de kreative tanker faktisk af sig selv.
Måske jeg faktisk lige skal nå kede mig en anelse, for at få ro til at tænke nyt, udover de sædvanlige tanker altså.

Faktisk siges det, at udaf de 60.000 tanker vi cirka har dagligt, er de 80% negative eller uhensigtsmæssige. Heraf er hele 95% typisk de samme tanker som vi tænkte den foregående dag …ikke specielt opløftende hvis man ønsker at tænke ud af boksen vel?

Så for at få nye tanker ind i det kredsløb, kræver det at jeg først har ro og overskud til ikke at skulle bruge energi på praktik og hverdag.

Herfra er det langt lettere at få overblik, nye idéer, vurdere på retning og på drømme.

5 metoder at fremme de kreative tanker på

  • Bliv inspireret og omgiv dig med andre spændende (mennesker, bøger, podcast, film etc.)
  • Skab afstand til hverdagen – træk stikket fra tid til anden
  • Få ro, vær stille og brug tid på at passe på dig (mediter, reflekter – se ud på vandet eller bjergene)
  • Detox fra skærmen. Du vil blive overrasket over hvor meget verden har at byde på når du ikke sidder med snuden enten i mobil, Ipad eller computer
  • Sørg for at være i et miljø, hvor omgivelserne er inspirerende – og nej, det behøver ikke kun være under eksotiske himmelstrøg, men tag engang imellem på et lækkert hotel (mange steder kan man benytte deres lobby eller lokaler til at arbejde gratis fra, en dejlig café, et museum – ja det er vel næsten kun fantasien som sætte grænser.
    Eller brug lejlighedsvis de mange nomads tilbud der er rundt i Danmark hvor du kan arbejde med andre på vekslende fælleskontorer – mulighederne er mange idag.

– ”Så hvad har du brugt de sidste 3 uger på – andet end altså at sole og spise, (og sidstnævnte har taget tid – for OMG der er god mad her), spurgte min gode ven forleden da vi havde lidt held med at Facetime

Hmmm – Jeg tror i store træk denne rejse har handlet om at rydde op og skabe fokus.
Komme tilbage til kernen. Hvad er det jeg synes er sjovt – hvad er det der driver mig stadig på 9 år som iværksætter?

Ikke fordi jeg på nogen måde er træt af at være selvstændig. Men fordi jeg tror på, at det øjeblik man ikke udvikler, så afvikler man.

For i  store træk så føler jeg mig utrolig heldig.
Tænk at få lov til at have et job der gør det muligt store dele af året at have uendelig meget frihed.

At kunne tage ud i verden, med kontoret med under armen – måske ikke fuldtids, men så i hvert fald i langt flere end de 5 obligatoriske ferieuger som mange andre må nøjes med.

Men samtidig har jeg lyst til at skabe endnu mere, bygge ud – tænke nyt, udvikle både mig og min virksomhed yderligere.

Derfor kommer dette år helt sikkert til at byde på flere uddannelser og kurser.

En af dem bliver med sikkerhed en yogalære uddannelse – ikke for at undervise, men for at fordybe mig endnu mere i yoga og praksis, som er min største energikilde og vej til daglig balance.

Fagligt byder foråret også allerede på flere spændende kurser, ligesom en uddannelse måske også når med på ønskelisten.

Ét er helt sikkert.

Jeg er langt fra blevet for magelig til at ville være kreativ, udvikle nyt, skabe og få nye idéer.

Og jeg håber at jeg med dette skriv også får opfordret dig til at ryste posten fra tid til anden, og tænkt nye tanker. Og hvis du har lyst til at dele dem – eller få lidt sparring så er du altid meget velkommen til at sende mig et par ord.

Jeg glæder mig til at dele mere nyt med jer i den kommende tid.